Hvilket foder får kaninerne?

Kaninerne her fodres primært med kaninpiller fra NAG og Brogaarden. Det er samme produkt. Til tider blander jeg lidt ærte- og majsflager, samt meadow grass i, for smagens og hyggens skyld. Ungerne får lidt valset havre i, for maven. De får ca. 40g kaninpiller om dagen. Ungerne det dobbelte. Derudover har de ubegrænset adgang til hø, og en håndfuld meadow grass dagligt.

Er der noget den ikke må få?

Kaninerne herfra er vant til grønt fra naturen. Det er typisk bøgeblade, græs, mælkebøtter, og lignende. Om efteråret og vinteren får de æbler og gulerødder. De skal derfor tilvænnes grønt langsomt i hjemmet.

Hvad bruger du i bunden af buret?

Jeg bruger primært hampstrøelse, med eukalyptus, i bunden. Det har en god sugeevne, og lugter ikke i samme grad som f.eks spåner, og hænger ikke lige så meget i pelsen. Derudover er fluerne - efter min erfaring- ikke lige så glade for eukalyptus duften. Til tider bruger jeg dog spåner.

Jeg kan ikke finde din adresse - hvor er den?

Adressen står ikke offentligt tilgængeligt på internettet. Mine kaniner er en privat hobby, og ligeledes også mine kæledyr. Adressen vil derfor først blive givet, når en aftale er på plads.

Kan to kaniner gå sammen?

Ja og nej. To kaniner kan godt gå sammen, hvis man over tid introducerer dem for hinanden, hvis ikke de i forvejen er vant til hinanden. Derudover skál de neutraliseres - og det er uanset om det er hun-hun, han-han eller han-hun. Hvis ikke de neutraliseres, vil der opstå slåskampe, som kan ende rigtig grimt. Husk at to kaniner sammen, også kræver mere plads. Der kan læses mere omkring sammensætning af kaniner på https://frikanin.dk/kaniner-sammen

Jeg har hørt man kan have to hunner sammen, uden at neutralisere

Nej, det kan du ikke. Kaninerne skal neutraliseres, uanset køn. To hunner vil stadig slås, og kampen vil blive ligeså grim. Det nemmeste er at matche to neutraliserede kaniner, af modsat køn.

Hvornår kan jeg neutralisere min kanin?

Hanner kan kastreres når testiklerne er faldet ned. Det kan være helt ned til 11 ugers alderen. Hunner neutraliseres omkring 4 måneders alderen. Husk at kaniner ikke skal faste inden neutralisering.

Vil kaninen grave sig ud af sin løbegård?

Ja - Hvis der kan graves er der en sandsynlighed for at den på et tidspunkt vil grave sig ud. Husk derfor net i bunden af løbegården, hvis den står på jord, græs eller lignende hvor der kan graves.